Om os

Kæmpe stort og varmt velkommen til Secondhandoutfit.dk.

Jeg hedder Annebeth, jeg er fra Kolding, og jeg er ejer af webshoppen her, hvor du kan shoppe secondhandtøj i god kvalitet til kvinder fra str. 36-64. Du finder også sko, smykker, tasker og forskellige former for accessories på webshoppen.

Egentlig er jeg uddannet journalist med en del år fra sportens verden på mit CV. Primært har jeg arbejdet med kommunikation, marketing og sociale medier - herunder webshops og hjemmesider de seneste år. 

Mine yngre år foregik i tøjbranchen, hvor jeg startede som salgsassistent og arbejdede mig op til salgsleder i en landsdækkende kæde. Herefter prøvede jeg kræfter med jobbet som butikschef i et par mindre tøjbutikker - først i Odense og efterfølgende i Aarhus, inden jeg helligede mig journaliststudiet.

Disse erfaringer kombineret med en stor kærlighed for secondhand gjorde det derfor oplagt, at næste skridt for mig skulle være en webshop med netop secondhandtøj, -sko og -accessories til kvinder.

Et skifte i forholdet til secondhandtøj

Secondhandtøj er nemlig ikke, hvad det var engang - slidt, ildelugtende og outdated. Den slags kan man selvfølgelig stadig finde, men rigtig mange er også blevet opmærksomme på at aflevere eller sælge det tøj, man enten ikke har fået brugt, eller kun har haft på få gange.

Derfor finder man det vildeste genbrugsguld rundt omkring, men det er jo ikke alle, som har tiden til at lede efter det - og her kommer vi ind i billedet. Hos os kan du nemlig shoppe dit sencondhandoufit hjemmefra. Nemmere bliver det ikke.

Beskrivelser og gode billeder

Når vi får varer ind, som skal på secondhandoutfit.dk, bruger vi meget tid på at udvælge og gennemgå tøjet for at sikre, at du som køber får en rigtig god oplevelse, når du pakker varerne ud hjemme hos dig selv.

Med det mener vi, at vi gør meget ud af at tage billeder, hvor farverne er så klare og korrekte i forhold til virkeligheden som muligt. 

Desuden bruger vi en del tid på beskrivelser af tøjet, så du ved, hvad du kan forvente at modtage. Ved fx at skrive diverse mål på tøj og sko, håber vi, at tingene passer dig, så du bliver glad for dit køb og ikke behøver at skulle returnere det.

Vi har alle et ansvar for at passe på kloden

Klima-forandringerne taler for sig selv, og i følge en rapport fra 2021 er disse forandringer menneske-skabte.

Det vidste vi vel egentlig godt, og rapporten bør være en advarsel til alle - også fordi vi hvert år ser den ene naturkatastrofe efter den anden. Og selvom vi i Danmark måske er mindre hårdt ramt end andre lande, så rykker det hele tiden tættere og tættere på.

Kraftig regn med store ødelæggelser og konsekvenser til følge for både private og virksomheder er desværre blevet noget, vi oplever hvert år i Danmark. Og vi behøver kun tage en ganske kort tur sydpå for at høre om skovbrande, som udrydder både natur og boligområder.

Temperaturerne stiger og betyder voldsomme hedebølger. Stormfloder vil ramme hyppigere herhjemme end hvert 20. år, som tilfældet er nu.

Men det er heldigvis ikke for sent at handle, og vi kan hver især gøre en forskel - stor som lille. Tøjindustrien står for 10 procent af udledningen af klodens CO2 (drivhusgasser). Og ved enten at sælge dit tøj videre, hvis det blot hænger i skabet, eller ved at købe brugt, er du også med til at gøre en forskel. Det hjælper altsammen.

Har du lyst til at dykke ned i rapporten Climate Change 2021, kan du finde den ved at klikke her.


Gå videre til shoppen her